I 1815 udstedtes Placat om oprettelse af 6 politiassistentposter i Kjøbenhavn, den ene på Christianshavn. Den kom til at ligge i bygningen Børnehus – Torvet 2 på hjørnet af Torvet og Overgaden oven Vandet. Nogle få år efter blev antallet af poster reduceret fra 6 til 3, og iflg. Politimuséet mistede Christianshavn sin post i 1823.

I 1863 udstedtes Lov om omorganisation af Kjøbenhavns Politi, og der oprettedes seks politistationer nummereret fra 1 til 6; stationen på Christianshavn fik nr. 4 og rykkede ind i samme bygning som 40 år tidligere; adressen blev dog indenfor nogle få år ændret til Christianshavns Torv. I 1892 blev hjørnebygningen fra ca. 1640 revet ned og politistationen holdt flyttedag.

Samme år, 1892, oprettedes Politistation nr. 4 i Prinsessegade 50 for så 7 år senere at blive flyttet til Strandgade 26 mellem Torvegade og Sct. Annægade, og her var stationen i funktion til 1923, hvor den faldt for endnu en omorganisering.

Afløseren lå på Amager

I 1923 indrettedes to lejligheder i stueetagen i Under Elmene 7A til politistation. Nummeret flyttede med fra Christianshavn, og Politistation nr. 4 fungerede på den ny adresse helt til 1970. Så skulle der flyttes igen, denne gang til Hørhusvej 7 og senere endnu længere ud på Amager til Kastrup.

Fotos: Politimuséet

 

Christianshavn har også lagt kaj til Søpolitiet

Siden begyndelsen af 1800-tallet har særlige politienheder løst søværts opgaver under betegnelsen Kystpolitiet, og senere har Havnepolitiet under Københavns Havnevæsen taget sig af tingene i Købehavns havn. Den tyske besættelse af Danmark i 1940 betød helt andre politimæssige opgaver, efter at besættelesmagten havde forbudt næsten al sejlads i Øresund og indført restriktioner i havnens aktiviteter. Den 1. april 1941 oprettedes derfor en særlig politienhed benævnt Søpolitiet, – et noget misvisende navn, for enhedens ansvarsområde gik ikke længere end til havneudløbene. Til gengæld havde Købemhavns Havn 44 kilometer kajlængde, hvor Søpolitiet skulle påse overholdelse af de ny regler for havneanlæg, broer, kraner, brændselsoplag, fortøjningspladser m.v. samt kontrollere personbesøg på skibene, tyske skibe undtaget, og udstede sejladstilladelser (mere end 9.000 blev det til) med efterfølgende kontrol af om sejlende var i besiddelse af gyldige papirer.

Søpolitiet fik ved oprettelsen 1. april 1941 station på Nordre Toldbod, men allerede senere samme år rykkede man til Grønlandske Handels Plads for enden af Strandgade, hvor man forblev til den 19. september 1944, datoen hvor det danske politi blev arresteret og interneret i Tyskland.

Forinden var stationen i marts 1944 blevet ransaget af tyskerne og dets både beslaglagt på grund af mistanke om hjælp til at sende jødiske flygtninge til Sverige.  Ikke ubegrundet ifølge et interview med den gamle modstandsmand og læge Tage Voss,  der fik en aftale

“med dansk søpoliti, at de hver aften tog en flygtning ombord ved Christianshavn og sejlede vedkommende til Saltholm, hvor en svensk militærbåd ventede. Tage og flygtningen kom gående fra torvet og skulle ankomme på sekundet, for når søpolitiets båd lavede et sving, strejfede den i et øjeblik op ad bolværket.

Så skulle flygtningen puffes i båden, hvor en betjent dækkede ham med en presenning. Og to sekunder senere var båden atter inden for tysk søpolitis synsfelt.” (Politiken 27.4.2009).

Søpoltiets hus 1950 – 1954. Billedet er taget fra broen for enden af Strandgade. På skiltet på gavlen står ”Københavns Politi, Wilders Plads”. Bygningen huser i dag Restaurant Kanalen.

Tiden efter Befrielsen.

Genoprettelsen af Søpolitiet efter Besættelsens ophør krævede en reorganisering på grund af de ændrede sagsområder, bl.a. bortfald af den særlige sejladskontrol, samtidig med at materiellet i 1945 var meget nedslidt. Problemerne blev dog efterhånden løst, og enheden nåede efter et par år op på at råde over 6 patruljebåde og 1 patruljevogn.

I 1950 flyttede Søpolitiet til Wilders Plads i et hus, specielt bygget til dette, men denne positive udvikling forhindrede ikke, at der efter få år blev truffet beslutning om, at Søpolitiet skulle nedlægges, og pr. 1. oktober 1954 ophørte denne specialenhed med at eksistere.

Johannes Frøstrup i gang med at male patruljebåd KP 4. I baggrunden Havnens Motorfærges anløbsplads ved Bodenhoffs Plads og den nu opfyldte gren af Trangraven.

Kilde: Politihistorisk Selskab, årsskrift 1989

Efterskrift

Havnens opgaver blev fordelt til andre af Københavns Politis afdelinger og til Københavns   Havnevæsen og i reglen løst med traditionelle midler. Det erfarede nogle Stevns fiskere nogle år senere: To brødre fra Rødvig landede af og til fangsten på Københavns Fisketorv, men ved en lejlighed kneb det med at få passage gennem broerne. Det blev klaret ved at sejle tæt op bag en coaster, som broen gik op for, men det blev på ingen måde tolereret af brovagten, som tilkaldte politiet. Det udviklede sig til en båd mod bil jagt, som patrulje-vognen vandt, men synderne slap dog med en solid balle og trussel om ”Næste gang…”.

Dagligdag i Søpoltiet.

En christianshavners personlige erindringer giver nogle glimt af arbejdet i Søpolitiet: Any Djurhuus’ far blev i 1945 ansat som en slags bådsmand i Søpolitiet, og her er hendes beretning om denne tid:

Min far, Johannes Frøstrup, begyndte som civil ansat hos Søpolitiet, da dette blev genoprettet i 1945 og kort efter kom tilbage til Grønlandske Handel med kajplads i Overgaden neden Vandet overfor Bodenhoffs Plads og Brobergsgade, hvor vi boede. Min far havde en lille jolle, som han roede over kanalen i, når han skulle hjem til frokost. Han passede politiets patruljebåde. De patruljerede i havnen, hentede ilanddrevne både, fjernede både, der ikke var betalt havneafgift for. Nede på pladsen på hjørnet overfor Prinsesse Maries stiftelse, havde de en plads, hvor disse ting blev lagt. 1-2 gange om året blev der holdt auktion, hvor de blev solgt. Min far købte tit en båd, som han gjorde i stand og solgte. Af mere alvorlige opgaver var bl.a. eftersøgning i vådområderne ved Kastrup lufthavn efter vragdele fra flykatastrofen i 1947, da et rutefly med bl.a. den svenske arveprins faldt ned. I 1950 flyttede Søpolitiet til et nybygget hus på Wilders plads, så de fik større kontorer og min far fik værksted i den sydøstlige ende. Søpolitiet blev nedlagt i midten af halvtresserne, og billedet fra kanalen må være taget tæt på afviklingen, for der er ingen af deres både med, de lå altid lige uden for.

Efter nedlæggelsen overtog politiets fotoafdeling huset, undtagen værkstedet og loftet, det beholdt min far. Han blev tilsynsmand med redningsmateriel i Københavns parker og søer. Der var altid placeret en redningskrans, en bådshage og en stige, så han kørte på sin gamle Nimbus med sidekasse 2 til 3 gange om ugen for at tilse disse, og tog de iturevne og ødelagte ting med tilbage til værkstedet og reparerede dem, nyt lærred, maling etc. Foruden min far havde en ældre politimand kontor i bygningen, måske i en form for skånestilling, og af mere politimæssige opgaver deltog de i 1957 f.eks. i oprydningen efter en ulykke med et russisk rutefly, der ramte en skorsten på H.C.Ørstedværket og styrtede i havnen. Min far havde også tjansen med at sætte flagermuslygter op på Langelinje, når der var flådebesøg, amerikabåde og andre besøgende; han havde et rum ude på Langelinje, hvor de blev opbevaret, og jeg har selv været med til at sætte lygterne op. Ansættelsen i denne lille afdeling af ”Søpolitiet” varede til min far døde i marts 1968.