Ove Bjørn Petersen har siden 1950’erne haft sin gang på Christianshavn, og det har været en usædvanlig tids- og kulturrejse i et miljø med store omskiftelser; nogen vil kalde det ødelæggelser, andre forbedringer. Forfatteren er cand. mag. i kunsthistorie med passion for dansk litteratur, historie, ga- stronomi og musik. Et utal af foredrag og artikler er det blevet til foruden en håndfuld bøger, altid med en personlig vinkling på historien. Seneste bogudgivelser er Danskere der blev franske, Og dette solens lys fra Frankrig, Kunstrebellen og Spisekortets franske fortællinger.

I Ove Bjørn Petersens verden er der mange forfattere, og deres tekster er lange. Digtere er der færre af, og så er deres skriverier mere fortættede, mere spændstige, mere musisk favnende. Men hvem er de, disse digtere? Alle er vi digtere. Vi digter for andre. Vi digter for os selv. Vi digter uden at vide det. Vi digter, når det er nødvendigt. Vi digter til hverdag og til fest. Vi digter til dåb og til død. Vi digter til krig og fred, til sejr og nederlag. Vi digter om vores tid, om den svundne tid.
Sådan er det også her på Christianshavn, og det er disse øjeblikke af poesi gennem 400 år, som bogen giver os et indblik i.
Bogens illustrator kunst- maleren Henrik Schütze lægger dimensioner hertil med sine 16 livagtige billeder.

 

Enhver tid har sin poetik

At digte rummer et element af subjektivitet, af fantasi, af fordrejning, af fiktion og af forvanskning. Men hvad gør det, at digteren i sin spejling af personer og steder vælger eget fokus og tager fejl i faktuelle detailler, når den samlede læsning afdækker det oprindelige? Ja, nogle mener sågar, at der er mere sandhed i poesi end i historie.

Digte er ikke kun udtryk for den enkelte digters opfattelse af verden, men i høj grad også for den tids- og kulturlomme, de er undfanget i. Fra at digte er poesi, og litteratur er prosa, undergår genren så store ændringer, at man i dag må sige, at digte er de tekster og andre grafiske udtryk, man vælger at læse som digte – termer som urimede digte, lyddigte, poetisk realisme, frie vers, prosadigte, rapdigte og vrøvledigte illustrerer det. Det viser forfatteren ved at sætte en række eksemplariske digte ind i en littera-turhistorisk kontekst.