Andre vestindienfarere

En typisk slaveskibsbesætning var på omkring 20-40 mand og strengt hierakisk opdelt med en nærmest enevældig kaptajn i spidsen, fulgt af 3-4 styrmænd, en skibsassistent til at føre regnskab og skibsprotokol, en skibskirurg (feltskærer), en hovmester og koksmat, en konstabel med ansvaret for skibets kanoner, håndvåben og krudt, en bødker, tømrer og sejlmager til reparationer undervejs, samt en bådsmand med ledelsesret over det menige mandskab af omkring 15 matroser og 4-5 letmatroser og skibsdrenge.

Livet ombord for de menige søfolk var hårdt. I gennemsnit døde 25 % af besætningen undervejs af især tropesygdomme. Der var streng disciplin og barbariske afstraffelsesmetoder, på mellempassagen med slaver ombord måtte mandskabet opholde på dækket under åben himmel uanset vejret og både drikkevand og medbragte madvarer fra Danmark kunne været råddent og nærmest sundhedsskadeligt. Druk og vold hørte til dagens rutiner ligesom det seksuelle misbrug af de kvindelige slaver ifølge mange kilder.

Dansk matros ca. 1800

Matroserne var ikke knyttet til et bestemt rederi, men forhyret for en enkelt rejse ad gangen. De var sjældent over 30 år, så enten er de døde unge eller også er søgt over i andre og knapt så belastende erhverv. Alligevel har livet til søs været attraktivt for mange eventyrlystne unge mænd, der også øjnene muligheden for at gøre karriere i et ellers stift klassesamfund.