1671-1754

Baggrunden:

Den danske slavehandel var længe om at komme i gang. Allerede i 1625 forsøgte Christian 4. at få andel i den profitable handel på Afrika og Vestindien ved at give storkøbmand Jan de Willum i Strandgade på Christianshavn handelsmonopol på disse destinationer. Men projektet blev aldrig realiseret.

Sønnen Frederik 3. forsøgte sig også med en kongelig tilladelse (oktroj) til det såkaldte Glückstadtske Afrikanske Kompagni, som fik 25 års ret ill at besejle Afrika mod at administrere et fort i på Guineakysten, som en udsendt dansk ekspedition havde erobret fra Sverige. Det blev startskuddet til de danske ”etablissementer” i Guinea med slavefortet Christiansborg ved Accra som det vigtigste.
Kompagniet nåede at sende et par skibe til Afrika årligt, men uden det store økonomiske udbytte. I 1672 besluttede kongen derfor at centrere hele den danske slavehandel til hovedstaden.

De første slaver

Privilegierne i Vestindien og Afrika blev overdraget til et helt nyt kompagni, der fra 1674 hed Det Vestindisk-guinesiske Kompagni. Det var tæt knyttet til samfundets højeste top med 3 højtstående regeringsmedlemmer i direktionen og en fornem investorkreds af medlemmer af kongefamilie, adel og det københavnske storborgerskab.

Det er omdiskuteret hvornår det første slaveskib ankom til den vestindiske ø St.Thomas, som kompagniet havde erhvervet sig. Sandsynligvis skete det i 1673-1675, hvor kompagniet to gange sendte skibet Den forgyldte Ørn ud på trekantsruten. Det var leaset af generaladmiral Cort Adeler fra Christianshavn, der hermed fik “æren” af at være hjemhavn for danmarkshistoriens første slaveskib.
Kompagniet havde en del startvanskeligheder, så i 1689 fik den christianshavnske skibsreder Nikolaj Jansen Arf kompagniet tilladelse til at drive handel med slaver og andre varer i Guinea mod at administrere fort Christiansborg og betale en afgift på 2 % af salgssummen for hver slave på St.Thomas.

Heller ikke Arf havde succes, så plantageejerne på St.Thomas klagede over mangel på slavearbejdskraft. Derfor overtog kompagniet igen ansvaret for slaveforsyningen til St. Thomas i 1697.

1700-tallet:

Det er først fra begyndelsen af 1700-tallet at der for alvor kom skub i kompagniets handel med slaver og slaveproduceret sukker, som der blev mere og mere efterspørgsel efter – især erhvervelsen af den lille ø St. Jan i 1718 og købet af den noget større St. Croix i 1733. Det var nu basis for at udsende i snit 2-3 skibe om året.

Hjemme i København udvidede kompagniet også. Det tidligere hovedsæde på Slotsholmen blev i 1728 flyttet til området omkring Grønnegård-havnen i Strandgade på Christianshavn. Her blev der bygget et nyt 4-fløjet sukkerraffinaderi (nr. 84 på Geddes kort fra 1757), en imponerende administrationsbygning mod havneløbet (A) samt et pakhus (14) mellem Brogade og Torvegade. Og i 1748 købte kompagniet det nærliggende skibsværft, som dets storaktionær Andreas Bjørn var ejer af.

I 1734 fik Vestindisk-Guineisk Kompagni en ny oktroj, som sikrede kompagniet monopol på indførsel og raffinering af råsukker i hele riget. Samtidig besluttede generalforsamlingen at tillade andre – herunder handlende fra fremmede nationer – at handle med slaver i de dansk-norske besiddelser mod betaling af en afgift. Selve slavehandelen havde været en underskudsforrretning, så kompagniet besluttede at koncentrere sig om det indbringende monopol på at forsyne den voksende kundekreds med sukker og nedprioritere besejlingen af besiddelserne i Afrika og Vestindien.
Der er dog kun 2 eksempler på, at private redere (Holmsted og Bjørn) fik aktivt ind i slavehandelen med egne skibe.

Kompagniet var altså fortsat dominerende på trekantsruten med 20 togter før og 29 efter flytningen til Christianshavn i 1728.

Privatiseringen:

Denne dominans førte til modsætninger mellem kompagniet og plantageejerne i Vestindien, der følte kompagniets monopol på at aftage deres råsukker som en økonomisk belastning og desuden var utilfredse med, at de ikke fik tilført tilstrækkeligt mange slaver trods nyordningen i 1734.

Samtidig havde det hjemlige storborgerskab med Andreas Bjørn, Just Fabritius. Joost van Hemert og J. Wever i spidsen haft så gode erfaringer med at drive privat handel på Vestindien i 1740’erne, at de lagde pres på regeringen for helt at privatisere og liberalisere handelen med slaver, sukker, tobak, bomuld og andre slaveproducerede varer fra Vestindien. Der var med andre ord et alternativ til kompagniet, så i 1754 besluttede regeringen med overhofmarskal Moltke – der selv var storaktionær i kompagniet – at bede kongen om ophæve kompagniet og holde aktionærerne skadesløse ved at opkøbe samtlige aktier til en yderst favorabel kurs. Det kostede statskassen 2,3 mio rigsdalere foruden et stort beløb til overtagelse af de adminstrative opgaver på øerne og de danske besiddelser på Guineakysten.

Pladsen med tilhørende bygninger, værft, inventar, materialer, skibe m.m. blev efter en auktion solgt til firmaet Fabritius & Wewer, mens det først lykkedes at sælge sukkerraffinaderiet og de kongelige plantager på St.Croix til familien Schimmelmann i 1763.
Hermed var det i princippet muligt for enhver undersåt i monarkiet med tilstrækkelig kapital og interesse at gå ind i slavehandelen.

Konklusion:

Det vestindiske-guinesiske Kompagni nåede at sende i alt 229 ekspeditioner af sted til Vestindien eller Guinea inden 1755.
De næste godt 50 år – den såkaldte florissante handelsperiode frem til 1807 – blev domineret af private redere, der stod for 91% af de i alt 2914 gange, der blev sendt et dansk skib af sted til enten Guinea, Vestindien eller begge steder.

Antallet af slaver på de 3 vestindiske øer blev ved kompagniets ophør i 1755 opgjort til ca. 14.000. I 1800 var til vokset til ca. 35.000

I dag:

Der er i dag ingen synlige spor efter Vestindisk-guinesisk Kompagni på Christianshavn:

Det schimmelmannske raffinaderi blev i begyndelsen af 1800-tallet solgt til private og anvendt som kornlager og dampmølle. De sidste rester forsvandt efter det engelske bombardement i 1943.

Det schimmelmannske pakhus mellem Torve- og Brogade blev fjernet i forbindelsel med en gadeudvidelse i 1872.

Det gamle kompagnipalæ blev solgt til prvate og revet ned i 1912 for at give plads til en ucharmerende boligblok.

Hele den gamle kompagnigrund er nu dækket af Nordeas bankbygninger.

Litteratur:

• Johs. Brøndsted (red): Vore gamle tropekolonier 1-2, Fremad 1966
• Kåre Lauring: Københavns havn 1840-1940. Gyldendal 2006 s. 41 ff
  Samme: Dansk slavehandel – en underskudsforretning? Handels- og Søfartsmuseets årbog 2010, s. 101 ff.
• Erik Gøbel: Den danske besejling af Vestindien og Guinea 1671-1838. Handels- og Søfartsmuseets årbog 1991, s. 37 ff
• Leif Calundann Larsen m.fl: Danskernes slaver. Pantheon 2003.
• http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/vestindisk-guineisk-kompagni/