Det Ostindiske Kompagni blev oprettet af Christian 4. efter hollandsk forbillede og fik i en kongelig oktroj 1616 monopol på handelen med Indien. På den første ekspedition til Indien fik man i 1620 en aftale med en lokal fyrste med tilladelse til at oprette en befæstet handelsstation ved landsbyen Trankebar. Senere erhvervede den danske stat også endu en handelsstation, Sesampore eller Frederiksnagore i Bengalen samt øgruppen Nikobarerne. Som følge af svingende konjunkturer var kompagniet i perioder helt eller delvist lukket. I 1729 blev det opløst for så 3 år senere at blive genskabt under navnet Asiatisk Kompagni, nu også med monopol på handelen med Kina.
Slavehandel

Både direkte og indirekte var Ostindisk og senere Asiatisk Kompagni indblandet i slavehandel. Indirekte på den måde, at kompagniet hjembragte en del asiatiske varer som indiske bomuldsstoffer, som via Christianshavn senere blev sejlet til Afrika som vigtige byttevarer i handelen med mennesker. Det samme gjaldt de såkaldte kauri-skaller (cowries) fra det indiske ocean, der blev anvendt som gængs betalingsmiddel flere steder i Afrika, bl.a. i slavehandelen.

Men også direkte, fordi danskerne også handlede med slaver i Indien. Emnet er ikke grundigt udforsket endnu, så vores viden om den indiske slavehandel er sporadisk.Der var slaveri i Indien før europæernes ankomst. Slaverne var enten krigsfanger, børn af slaver eller fattige folk, som pga. gæld i krisetider var blevet solgt –eller havde solgt sig selv – for at overleve. Nu blev indiske slaver også en vare, som europæerne tjente penge på. Det vides således, at Ostindisk Kompagni i 1688-90 fik en ”god gevinst” på 46.000 rdl. på at eksportere slaver fra Indien til Sumatra og Malacca.

De udstationerede danskere brugte også slaver som arbejdere, tjenestefolk eller sexpartnere, ligesom mange supplerede deres relativt lave lønindtægter ved at drive privat slavehandel. Også mandskabet på kompagniets skibe kunne tjene ekstra ved at fragte slaver med til det hollandske Cape Town i Sydafrika på vej hjem til Danmark.Det var derfor ikke populært, da kong Frederik 4. i 1708 befalede, at døbte slaver skulle frigives. De danske myndigheder i Trankebar protesterede med henvisning til, at frigivne slaver ville blive de ”argeste tyve og horere”, der ikke længere gad arbejde for deres arbejdsgivere. I 1732 meddelte direktionen for det nye Asiatisk Kompagni guvernøren i Trankebar, at ” ingen måtte det tillades at drive slavehandel, men var der nogen fordel derved, skulle den drives alene for kompagniets regning”. De danske skibskaptajner havde bl.a. tradition for at medbringe 10-12 ”foræringslaver” til den hollandske guvernør i Cape Town. Kompagniets direktør Holmsted plejede sine interesser ved hoffet ved at sørge for at skaffe dronningen og kronprinsen en indisk slavepage til underholdning.

I 1737 blev det igen tilladt de udsendte danskere at handle med slaver. Men guvernør Panck advarede dog kompagniet: ”Slavehandelen gør os ikke alene hadet af de indfødte, thi de holde os som hælere af slavehandlere for mennesketyve, men vi blameres hos alle europæiske nationer her i Inden, eftersom ingen af dem bruge dettekram uden vi, der derfor kaldes sjælesælgere, negotianter af levende varer med mange andre grove expressioner…”

I 1753 forbød kompagniet definivt ”denne hidtil brugte u-christelige Handel med Schlaver”.

Sidste halvdel af 1700-tallet skabte store rigdomme til kompagniets aktionærer og det danske samfund. Englandskrigene 1807-14 ramte den danske handel i Asien hårdt. Kompagniets aktiviteter skrumpede ind og gav alligevel så stort underskud, at Asiaatisk Kompagni blev opløst i 1843. To år efter solgte Danmark Trankebar og de andre danske besiddelser til englænderne.

Relationer til Christianshavn:

Det Ostindiske Kompagni fik i 1697 tildelt den store grund mod havnen i Strandgade nord for Torvegade med eget havnebassin og plads til et skibsværft, pakhuse, værksteder m.m. Administration og ledelse holdt til i Strandgade 32, som også blev hovedsæde for Asiatisk Kompagni indtil en ny administrationsbygning stod klar i 1739 (Strandgade 25). Den store vækst i handelen efter 1740 gjorde det nødvendigt med to nye pakhuse i henholdsvis 1748 og 1781.

De fleste bygninger eksisterer stadig, nu som en del af Udenrigsministeriet

Litteratur:

• Johs. Brøndsted (red): Vore gamle tropekolonier, bind 5 s. 207ff, 231-32 samt bind 6, s.32 ff.
• http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/slavehandel-i-den-dansk-indiske-kolonihistorie/