Kapital var en forudsætning for koloni- og slavehandelen.
Der skulle investeres i skibe, udrustning, varelager, pakhuse, slaveforter, administration osv. Desuden var risikoen i form af forlis, sygdomme, slaveoprør og væbnede konflikter stor.
I begyndelsen blev kompagnierne støttet økonomisk af stat og kongehus samt de borgere, der havde råd og lyst til at opkøbe aktier.
Efter liberaliseringen af besejlingen på Guinea og Vestindien i 1740’erne ændrede billedet sig. Nu blev over 90 % af de næsten 3000 sejladser til Vestindien varetaget af ca. 500 private redere frem til 1807.

De private redere var i nogle tilfælde mænd, der i forvejen tilhørte overklassen og måske tidligere havde været aktionærer i Vestindisk- guineisk Kompagni. Andre var tidligere skippere på ruten, der havde tjent penge nok til at kunne gå i land og slå sig ned som forretningsmænd.
De benævnes i dag generelt som STORKØBMÆND eller med en marxistisk term handelskapitalister. Selv titulerede de sig selv som grosserer, agent, reder,etatsråd m..m.. Enkelte blev adlet og fik endnu finere titler.
Størsteparten af slavehandelens økonomiske bagmænd boede eller havde virksomhed på Christianshavn. Det gjaldt for 15 ud af de 22 største redere samt for 39 af de mindre med skibe på Vestindien-ruten.

Christianshavn var i 1700-tallet et multietnisk samfund. Af de 54 identificerede investorer med tilknytniing til Christianshavn var halvdelen født uden for Danmark-Norge, nemlig i Tyskland, Storbritannien, Holland, Frankrig og Schweiz. Hertil kom 4 britiskfødte indvandrere fra Dansk Vestindien.
Karakteristisk for disse handelskapitalister var en kraftig netværksdannelse. Man giftede sig ind i hinandens familier, man traf hinanden i det nydannede Grosserersocietet og byens selskabsliv, og man boede tit tæt ved hinanden.

Litteratur:

Kilde: Erik Gøbel: Den danske besejling af Vestindien og Guinea 1671-1838. Handels- og Søfartsmuseets årbog 1991, s. 37 ff.