Foto: Asbjørn Kaasgaard
På Christianshavn – på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade – tæt på hvor Torvegade skærer igennem voldene kan man se et flot gavlmaleri.
Det er lavet i 1995 på foranledning af Københavns Kommunes Gavlkomité i samarbejde med den berømte amerikanske tegneserietegner Will Eisner, der besøgte Danmark mange gange i forbindelse med workshops, tv-udsendelser, udstillinger af egne værker og foredrag.
Gavlmaleriet er inspireret af en tegneserie fra 1948 af Will Eisner, der fortæller om Gerhard Schnobbel, der havde den sjældne evne at han kunne flyve.
Gerhard Schnobbel var en ganske almindelig dreng, men en dag da han var 8 år faldt han ned fra et tag højt oppe og i stedet for at falde til jorden som en sten, bredte han armene ud og bevægende dem som en fugl – og fløj – og overlevede.
Hans forældre var ikke meget for alt påstyret med hans evne til at flyve, og han måtte love, at han aldrig ville gøre det mere. Han havde et helt almindeligt liv og var ansat i samme bank i 35 år, hvorefter han blev forfremmet til chef-nattevagt. Samme nat skete der et kup i banken og Gerhard Schnobbel blev overmandet og låst inde i boksrummet.
Dagen efter hans ringe indsats som nattevagt blev kendt, blev han fyret fra banken.
Mens han dybt tynget af skam traskede hjem gennem byen og syntes, at han ikke var andet end en fiasko, kom han i tanke om sin usædvanlige evne – ”hej jeg kan jo noget – jeg kan flyve !”
Så han tager elevatoren op i en skyskraber til taget, hvor der samtidig er et røveri i gang med en helikopter indblandet. En af Will Eisners tegneseriehelte – Spirit – er i gang med at bekæmpe gangsterne, men Gerhard Schnobbel ænser dem ikke og er kun opsat på at springe ud fra taget for at flyve, hvilket han gør oplivet af alle de mennesker nede på gaden, der så vil se ham flyve. I kampens hede skyder en af gangsterne efter Spirit men skyder forbi og rammer i stedet Gerhard Schnobbel i luften og han falder til jorden som en sten.
Da ingen har bemærket hans flyvning omtaler aviserne ham som en tilfældig forbipasserende. Men Gerhard Schnobbels skæbne er ikke helt så trist – HAN DØDE LYKKELIG
Hent historien Det flyvende menneske som pdf-fil.