B&W blev bombet fra luften ikke én men to gange…
Klokken fem om eftermiddagen den 27. januar 1943 gennemførte det britiske luftvåben, Royal Air Force, et overraskelsesangreb på B&W´s motorfabrik på Christianshavn. Det er en af de mest dramatiske hændelser i Christianshavns historie og genstand for megen omtale både i datiden og i den senere historieskrivning. Næsten ukendt er det imidlertid, at dette angreb ikke var det første luftbombardement, B&W blev udsat for, men det andet.
Trekvart år før, natten mellem den 15. og 16. april 1942, faldt der første gang bomber over B&W. Angrebet var rettet mod skibsværftet på Refshaleøen, som det lykkedes at ramme med 4 bomber, men de øvrige omstændigheder omkring denne RAF aktion – som også omfattede bombenedkastning på Amager Fælled – rummer flere ubesvarede spørgsmål.